Når cyberkriminelle driver forretning

Malware bliver ikke bare udviklet – det bliver markedsført, solgt og understøttet. Kom med bag kulissen på de illegale online markedspladser, hvor Malware-as-a-Service og ransomware er blevet en forretning.

Forfattere:

Julie Lovén Laursen

Elin Gadegaard Gjørup

 

Bag facaden på cyberkriminalitetens markedspladser.

Illegale online markedspladser spiller en nøglerolle i det cyberkriminelle økosystem, hvor der handles med alt fra RATs og infostealers til månedsabonnementer på krypto-drainers.

Det er samtidig på disse markedspladser, at Ransomware-as-a-Service-grupper rekrutterer affilierede, der på deres vegne udfører ransomwareangreb mod virksomheder.

Kriminologerne Julie Lovén Laursen og Elin Gadegaard Gjørup har i deres speciale undersøgt, hvordan kriminelle sælger og promoverer malware på illegale online markedspladser. I dette webinar deler de resultaterne af deres undersøgelse og giver et indblik i Malware-as-a-Service-fænomenet.

 

Et marked for malware

Du får indblik i, hvordan kriminelle aktører bruger illegale online markedspladser til at sælge stealers, drainers, ransomware og meget mere.

Vi ser også nærmere på, hvordan de illegale online markedspladser organiserer sig, og hvordan de danner rammerne om et cyberkriminelt økosystem.

 

Når tillid bliver et konkurrenceparameter

Elin og Julie dykker desuden ned i salget af malwareprodukter og viser, hvordan illegale sælgere anvender markedsføringsteknikker til at opbygge troværdighed på et marked præget af anonymitet og mistillid.

 

Sådan rekrutterer ransomwaregrupper

Undervejs viser de konkrete opslag fra aktuelle ransomwaregrupper som DragonForce og The Gentlemen RaaS, der afslører, hvordan grupperne rekrutterer nye affilierede og markedsfører sig selv.